Hundevenligt nytår

fyrværkeri

Nytårsaften er en skræmmende oplevelse for mange dyr. Vi deler gerne vores erfaringer, tips & tricks til et hundevenligt nytår – og ønsker alle, 4- som 2 benede, et godt nytår!

Vi ved sjældent, hvilke nytårsoplevelser portugiserhundene har i bagagen, så det kan være svært at forudsige, hunden vil reagere, indtil man har været igennem fyrværkeriet et par gange. Mange hunde har desværre virkelig dårlige erfaringer og forbinder nytår med panisk angst, fx efter at have ligget i skjul hele natten, været lukket inde uden ly, eller at være blevet ramt af fyrværkeri…

Heldigvis findes der også de hunde, der er bedøvende ligeglade med støjen og gerne sidder i vinduet og kigger på fyrværkeri sammen med sin familie.

Men med den måde, hvorpå nytårsaften fejres, er det vigtigt at være forberedt og i god tid, så hunden kommer igennem nytårsperioden på en god måde.

På nytårsaften

Hunden har frem for alt brug for at være sammen med sine mennesker, i trygge omgivelser, når det brager løs. Efterlad aldrig din hund alene nytårsaften. (Har man en angst hund og bor i et kvarter der fyrer den lige rigeligt af, er det måske i år man skal fejre en hyggelig nytårsaften i et sommerhus?) Eller finde en sød hundesitter, som hunden kender godt.

Sørg for, at din hund har halsbånd på, med navnetegn/tlf.nr., og hold hunden i snor, at all times! Lad endelig ikke hunden løbe fri i nytårsperioden.

Vær godt forberedt; lav en plan for dagen, udfra hvordan din hund indtil nu har reageret på fyrværkeri, men hav en back up plan eller 2 – fx ved at have beroligende medicin tilgængeligt hvis det skulle blive nødvendigt.

Tag din hund ud på en god, lang tur, fx i skoven, midt på dagen, så den efterfølgende er træt og afslappet. Sørg for, at den kommer ud på toilettur inden fyrværkeriet tiltager. Har du have, så luft din hund der, indtil der er ro igen. Ellers så bliv i nærområdet, så det er let at komme sikkert hjem hvis det pludselig går løs med fyrværkeri.

Giv din hund en luxus snack den kan bruge meget tid og fokus på, fx et kødben, der kan hjælpe med at distrahere den fra lydene. Det kan tit hjælpe at have tv/radio kørende, der “drukner” lidt af støjen udefra, og at trække gardiner for der hvor hunden opholder sig.

Sørg for, at der er et roligt, trygt sted, gerne en overdækket “hule”, hvor hunden kan ligge uden at blive forstyrret, især hvis I har gæster, men lad hunden selv vælge, hvor den vil opholde sig, for så søger den derhen, hvor den er mest tryg. Vi synes helt klart godt man må trøste sin hund, hvis den er bange, men ikke på en måde, så man kommer til at bekræfte hunden i, at det her er farligt!! Vær stille & rolig i kontakten med hunden – hvis den ser at du er afslappet, vil den selv have lettere ved at bevare roen. Lad den få kontakt når den har brug for det og være i fred når den vil det.

Og selvfølgelig, tag aldrig din hund med ud til midnat, og efterlad den ikke alene.

Rigtig godt nytår!

263662_10152279173885224_847734392_n[1]

Optil Nytår…

Læg mærke til, hvordan din hund reagerer når der er enkelte brag i løbet af december. Hold hunden i snor, også der hvor den plejer at kunne løbe fri – hunde har desværre tendens til at flygte når de bliver skræmte, og i de første dage af det nye år er der altid masser af efterlysninger og grimme historier i omløb.

Hvis din hund bliver forskrækket, vil den oftest se på dig, som den stoler på, for at finde ud af, hvordan den “bør” reagere; “Er det her noget, jeg skal blive bange for?” Altså er det vigtigt at man forholder sig i ro, beroliger sin hund og signaler til hunden at “ja det bragede, det er ok”. Hvis man selv reagerer skræmt eller fx “trøster” hunden intensivt, bekræfter man den i, at “det her er noget farligt!”

Vi har gode erfaringer med at få vendt let usikkerhed ved at lege med hunden (ikke apportlege…) også indendørs, så den får øvet sig i at abstrahere fra lydene og i stedet fokuserer på at løse en positiv opgave. Det kan være fx søgelege, en aktivitetsbold med foder i, eller sjove småopgaver, hvor hunden skal tænke så det knager – som at få fat i en godbid gemt under en omvendt urtepotte eller et håndklæde. Sideløbende kan man arbejde på at få hunden til at forbinde fyrværkeri med noget positivt ved at man hopper, leger og giver godbidder hver gang det brager udenfor…

Et godt tip er også at vænne hunden til, at det ikke er farligt at den selv laver larm ind imellem, fx ved at komme godbidder i en plast sodavandsflaske eller i en gammeldags aktivitetsbold i hård plast – ting der larmer når hunden ruller dem over gulvet, men samtidig belønner. Se mere om “lave larm træning” her :

Har hunden en “skudsikker” hundekammerat, kan det have en støttende effekt at gå mange ture sammen i december – den usikre hund vil lægge mærke til, hvordan den rolige hund tackler larmen.

Det skal understreges, at ovenstående aktivering kun er mulige hvis hunden er “lidt usikker”, ikke bange. Er hunden skræmt, er den “udenfor pædagogisk rækkevidde” og kan ikke lære noget som helst, men skal have hjælp til at blive tryg.

Reagerer hunden nervøst eller bliver angst (hyperventilerer, ikke til at komme i kontakt med, panikker, flygter) skal man tage en kompetent træner med på råd eller kontakte en adfærdsbehandler. Det tager tid og  kræver tålmodighed, men fyrværkeriangst kan godt vendes til tolerance. I løbet af december kan man evt. give hunden naturlige beroligende midler som fx AnxiCalm, KALM, Bachs eller zylkene. Videre må man forberede selve nytårsaften og dagene omkring grundigt.

Det er godt givet ud at konsultere sin dyrlæge mhp. at få beroligende og angstdæmpende medicin, da det kan være traumatiserende, hvis hunden bliver meget angst, og kan være meget vanskeligt at træne væk igen. Hunden kan også forbinde angsten med ting, personer eller andet, der tilfældigvis er i nærheden når den bliver angst, så den efterfølgende kan få angstsymptomer ved mødet med disse.

Som med al anden hundetræning, virker det rigtig godt at belønne den adfærd, man gerne vil styrke (og ignorere uønsket adfærd), men hunden skal selvfølgelig være i en tilstand, hvor den er modtagelig for træning. Giv altid hunden masser af ros og godbidder når den er rolig ved lyden af fyrværkeri – også indendørs. Det er godt givet ud.

og selvfølgelig – vær opmærksom på, at hunden ikke samler fyrværkeri op på gaden!

Funky-Fireworks[1]

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: