Gadehunde, nye hjem og mad

254204_515881855089971_1710643283_n[1]

Gadehunde sulter, og må forsvare deres mad. Med den baggrund, kan det indebære en særlig udfordring flytte ind i et hjem med masser af fristelser og luksusmad. Hunde, der har overlevet på gaden, kan være yderst entusiastiske og ihærdige omkring mad (og opfindsomme mht. selvbetjening) og har tit ingen stopklods overhovedet. Det indebærer øget risiko for overvægt.

Mange “forkæler” i bedste mening deres hund med en masse snacks og ikke får reguleret motion og foderindtag ift godbidderne, og ender med en tyk hund. Vil man gøre noget godt for sin hund, så vil det glæde den mere at komme en tur i skoven, end at få snacks!

De fleste mennesker vil se med bekymring på en undervægtig eller radmager hund, mens overvægt ofte betragtes som en hyggelig forkælet hund. Overvægt er mere sundhedsskadeligt for hunden end undervægt! Det er os hundeejere, der bestemmer hvad hunden indtager i løbet af en dag – så der er ingen undskyldning.

mimosa[2]

Tykke hunde lider med vejrtrækningsbesvær, store belastninger på led og knogler, og en lang række alvorlige livsstilssygdomme (ligesom hos mennesker). Selv en lille overvægt påvirker hundens daglige trivsel negativt, og det er de færreste hunde, der kan stoppe med at spise når de burde – derfor er det vores ansvar som hundeejere, at sikre, at hunden er sund og rask og har en god stabil vægt.

Det kan være svært at se, på ens egen hund, når den er blevet lidt rundere end hvad godt er. Tommelfingerreglen er, at man tydeligt skal kunne se hundens talje, både fra oven og specielt fra siden, og man skal nemt kunne mærke hundens ribben, når man stryger hånden langs hundes side. Skal man trykke for at finde ribben er hunden tyk! Det er også en god idé at veje sin hund jævnligt, da overvægt har en tendens til at komme snigende. Dyrlægen kan også være behjælpelig med at beregne og vurdere, hvad ens hunds idealvægt er.

vægt

For at bevare overblikket over det samlede foderindtag, kan man måle tørfoderet for en hel dag op om morgenen, give en afmålt portion morgenmad, evt. bruge en del af foderet som godbidder i løbet af dagen, og så give resten til aftensmad.

Vil man toppe morgen/aftensmaden med lidt vådfoder eller andet lækkert, tæller det også, og selvfølgelig skal man medregne, om hunden har været på 3 timers skovtur i fuld fart eller har været på lunteture og dermed brugt mindre energi, samt hvor mange øvrige godbidder den har spist idag.

Der er intet galt i, at hunden skal arbejde lidt for føden, tværtimod! Giv foderet aktivt, fx spredt ud over græsplænen, gemt i huset (søgelege) eller i dagligdags-træningen hjemme.       Brug godbidder med omtanke – helst rene & bittesmå (fx stykker af kogt kylling eller fiskefrikadelle) og smid frolic, hundekiks og andet fedt- og sukkerfyldt slik ud!

Vil man glæde sin hund, så er det bedste man kan gøre, at tage ud på en lang, spændende tur, fx i skoven eller på stranden, hvor hunden får brugt sine sanser og oplever noget nyt!

En anden god måde at forkæle/være god ved sin hund på, er igennem aktivitet eller leg, hvor hunden skal bruge sine sanser eller sin hjerne til at løse en opgave. Hunden vil opleve sig værdsat og få mod på at tage mere initiativ; “jeg kan noget!” og det har positiv effekt på hundens generelle trivsel og flere specifikke områder (selvtillid, regulere ro-energi, motorik mv.) En bog til inspiration : Christina Sondermann : Leg med din hund – masser af sjove lege.

At være i god form, kunne bevæge sig let, frit, uden smerter og ubehag, burde være alle hunde forundt!

jackie

Reklamer
%d bloggers like this: