Blogarkiv

Molly – sød mild seniorhund på få poter…

Molly er en sød Breton spaniel, født i 2009 og af mellem størrelse (45cm/ca.16kg) Hun er vaccineret, steriliseret og behandlet mod orm.

Internatet blev kontaktet af en kvinde, der sagde hun gerne ville være frivillig. Hun kom og hjalp to gange, men lod så ikke høre mere fra sig før nogen måneder efter, hvor hun ville indlevere sin hund på internatet! (og dermed årsagen til at hun “ville hjælpe”) Hendes hund, Molly, havde hun oprindelig fundet på gaden som 5 mdr. gammel og haft indtil hun var 8 år gammel. Nu skulle hun flytte fra hus til lejlighed og sagde det var – vi citerer – “ubelejligt” at beholde Molly.

Nu søger vi efter et helt specielt hjem til Molly – gerne hos en ældre person/par, der vil tage sig godt af en ældre hund med et handicap, kan give hende nogen ture i et tempo der ikke overbelaster hendes ben, en dejlig blød hundeseng og al den opmærksomhed og nussen hun kun kan drømme om. Man vil få den kærligste, mest loyale hund, der vil knytte sig meget til dem, der redder hende!

Molly er en ældre, rolig og meget mild hund. Hun mangler den ene bagpote, og på den ene forpote mangler hun en tå. Vi kender ikke historien bag, måske blev hun født sådan, måske er hun kommet voldsomt til skade engang… Da hun oprindelig blev fundet på gaden så hun allerede sådan ud, og tilstanden var helet.

Mollys handicap forhindrer hende på ingen måde i at drøne afsted, hun kan faktisk skyde en ret imponerende fart for en “2½ potet hund” – se videoerne!

Selvfølgelig halter hun, fordi hun ikke kan støtte på det ene bagben, men hun har ikke smerter og hun kan sagtens få et fantastisk liv på lidt færre poter end gennemsnittet. Molly er også lidt tyk, og det ville selvfølgelig give hende endnu mere bevægelsesfrihed, at tabe sig lidt.

Molly er lys af sind, generelt glad, men stresset af de mange hunde og al larmen på internatet – hun vil trives meget bedre i roligere omgivelser. Molly er komfortabel omkring andre hunde og udviser social adfærd. I kontakten med mennesker er hun godmodig og stilfærdig, meget venlig. Hun følger dem, hun er tryg ved, og dutter dem med snuden for at blive nusset. Skal du være Mollys redning?

 

Reklamer