Monthly Archives: september 2017

Redi – lige så mange pletter som nuttede påfund

Redi med de sjove pletter blev født starten af 2015 og han er en flot fyr på 18kg og er 45 cm. høj. Han er færdigvaccineret og behandlet imod orm, og vil inden adoption blive neutraliseret.

Den her søde, glade og top charmerende puttehund blev fundet på gaden og reddet hen til Milus internat. I kontakten med mennesker er han venlig og mild, og sammen med andre hunde udviser han social og legesyg adfærd. Når man er en ung, nysgerrig hund, der gerne vil undersøge omgivelser, snuse til alt og tisse på mange ting også, så kan det gå liiiidt for hurtigt i snoren – så Redi skal med belønningsbaseret træning finde ud af, at det kan betale sig at gå i langsomt menneske-tempo. Lige nu trækker han for det meste derudaf i snoren og har travlt med at komme videre, men ind imellem kan han også stå længe og “læse hundeavis” meget intensivt og glemme hele verden omkring ham. Eller også lægger han sig ned og ruller sig – eller sætter sig på skødet af folk (se videoen) Finurlige påfund er han god til! Han er interesseret i at samarbejde med mennesker men skal bare liiiige fokusere sin opmærksomhed lidt.

Redi har plettet hud, også omkring øjnene, rundt om snuden og på ørerne, hvilket lyser igennem hans hovedsagelig hvide pels. Han er drøn charmerende og har et specielt udseende, han er en hund der fanger ens blik og vinder ens hjerte så snart man har hilst på ham.

Redi leder efter et kærligt hjem, hvor han kan komme ud i nogen dejlige grønne omgivelser og i et rolig tempo kan lære alle de basisfærdigheder, man synes er vigtige for en hund at kunne. Han vil være et herligt familiemedlem som ingen kan stå for!

Reklamer

Velkommen til DK Tufo og Aretha!

Sent i går aftes (i buldermørke, deraf billedkvaliteten…) satte Tufo og Aretha poterne på dansk jord – velkommen hjem!

Eller, lille Aretha med underbiddet skal videre til sit for evigt hjem i Sverige om et par dage (og bor indtil da i kærlig pleje hos Sofie og hendes to små portugiservovser)

Tufo har fået et skønt hjem hos Mette og Tara hunden på Stevns!

Vi ønsker de søde hunde og deres søde familier et herligt liv sammen! 

Kika – forsigtig lille skat

Lille Kika på 8kg/35cm kom til verden i juli 2015 og skal vi gætte på noget racemæssig baggrund, så kunne der have været en gravhund involveret på et tidspunkt. Samtidig har Kika en farve og pelstype, som minder om noget mere hyrdet. Så Kika er sin  helt egen, skønne lille skabning.

På trods af, at  Kika havde en “ejer”, så har hun levet på gaden. Det vil sige, at hun tilbragte sine dage med at rende rundt i kvarteret, med alt hvad det indebærer af risiko for at blive kørt ned, få smidt ting efter sig og hvad gadehunde ellers kan blive udsat for, selvom Kika “hørte til” et sted.

En betænksom nabo fik dog overbevist ham om, at det ville være chancen for et meget bedre liv for lille Kika, hvis hun blev overdraget til Milu.

Det var et chok for lille Kika at ankomme til et stort, larmende internat, og de første dage var hun enormt stresset. Men hun har vænnet sig til omgivelserne, er begyndt at logre forsigtigt og komme hen og hilse på dem hun kender og er tryg ved.

Kika er en mild og forsigtig hund, der virkelig fortjener at føle sig i sikkerhed og kunne knytte sig til sin helt egen familie. Hun er usikker i mødet med fremmede mennesker (vi ved ikke, hvad hun har oplevet på gaden) så man skal vinde hendes tillid.

Har man først den, så har man en lille firbenet ven for livet ❤ I rolige, trygge omgivelser vil hun blomstre op, og turde meget mere. Vi søger et hjem, med tålmodighed til at i små trin introducere Kika til et nyt, dejligt hundeliv.