Monthly Archives: februar 2016

Spa team’et knokler :)

Denne uge er en af de gode! Hele 11 hunde flytter til nye hjem – og det betyder at spa team’et havde top travlt med at bade hundene, så de er klar til at flytte fra hundegårdene til møblerede hjem!

Her er det galgoen Amiel og Stella som var pænt uimponeret over det der bad (og lidt usikker på hårtørreren)

Hav det nu rigtig godt heldige vovser og familier! ❤

Reklamer

Toy – en skøn hund der har haft et godt liv, indtil…

Toy er en stor rar gul bamsehund på 25 kg. og en skulderhøjde på ca. 50cm. Han blev født i oktober 2007 og vaccinationer og ormekure er up to date, og så er han neutraliseret.

I 2007, dengang Toy var en lille 6 uger gammel hvalp, blev han bortadopteret fra en anden dyreværnsorganisation. Han blev adopteret af en mand, som siden da passede rigtig godt på sin hund, hele sit liv. Vi kan se i Toy’s papirer, at han har fået årlige vaccinationer, spot on imod lopper, flåter og orm, og at han regelmæssigt har været til sundhedstjek – noget, der absolut ikke er standard i Portugal. Toy var en højt elsket hundekammerat – og så døde hans menneske.

Datteren bragte Toy til Milus internat. Punktum. En hund, der har levet hele sit liv i et kærligt hjem, han er nu 8 år gammel, har mistet sit menneske og står nu i en hundegård i kaotiske internatomgivelser.
Det gør ondt i hjertet. Vi ved, at der er langt imellem adoptioner af store hanhunde, især når de ikke er racerene, og med Toys alder… så er sandsynligheden meget stor for, at han kommer til at tilbringe resten af sit liv på internatet.

Vi drømmer om en ny chance for Toy. Han er ved meget godt helbred og har hele sit liv været velplejet og i god form. Af sind er det en glad, venlig og godmodig hund, vi har imellem hænderne, men han er stresset over omgivelserne og den triste drejning hans liv har taget. Situationen forvirrer ham og han følger efter de mennesker han får øje på, på internatet, tigger om at blive nusset og om lidt opmærksomhed…

Toy kommer fint ud af det med andre hunde, både hun og hanhunde, og er kærlig, tillidsfuld og opmærksom i kontakten med mennesker. Han kender til at bo i hjemlige omgivelser og vil derfor være lykkelig, hvis han kunne få et hjem igen og ikke skulle sove i et hundehus om natten. Et roligt og omsorgsfuldt hjem, gerne hus med have…

Se video af Toy :

 

Indvielse af plejehjemmet

Så oprandt dagen hvor Milu kunne klippe et fint rødt bånd over, åbne en flaske champagne og erklære plejehjemmet for Indviet! Lørdag var en festlig dag på internatet og den store bedrift blev fejret af frivillige, personale, venner og støtter. Tusind tak til alle jer der har bidraget til projektet – uden jer havde byggeriet slet ikke været muligt ❤

De personer/virksomheder der har doneret over 50€ til plejehjemmet har fået deres navn på en tavle (der kommer plexiglas på)